Lav oliepris giver dansk økonomi et ekstra løft

Skrevet af admin

08/01/2015

Dagens topnyheder

Olieprisen har taget et gevaldigt styrtdyk det seneste halve år, hvor den er faldet fra et niveau omkring 110 dollar pr. tønde ned til den nuværende pris på omkring 50 dollar.

Det betyder, at den danske stat går glip af et større milliardbeløb, fordi indtægterne fra Nordsø-olien bliver mindre.

Alligevel mener cheføkonom i Danske Bank Steen Bocian, at Danmark vil få glæde af den lave oliepris i 2015.

- Det giver nogle udfordringer for den offentlige sektor, men det er et håndterbart problem, og på den måde er pengene givet godt ud, for den lave oliepris øger væksten og beskæftigelsen.

- Efterspørgslen på vores eksportmarkeder i Europa stiger, og de lavere udgifter til brændstof og varme betyder samtidig, at de danske husstande kan sætte forbruget i vejret, siger han.

Danske Bank vurderer på den baggrund, at olieprisen alene vil give et hop i væksten på op til 0,4 procentpoint i år. Derfor har man hævet forventningerne til væksten i år til 1,6 procent.

I Nordea tror global økonom Helge Pedersen også, at ulemperne ved den lave oliepris opvejes af fordelene.

- Man siger, at et fald i olieprisen på 10 dollar koster staten 3 milliarder kroner i tabt provenu, og derfor er det altså ikke helt uden omkostninger.

- Omvendt generer den øgede efterspørgsel og det øgede forbrug flere moms- og skatteindtægter, og der vil formentlig også være færre på overførselsindkomster.

- Derfor kan man samlet set godt klappe i hænderne fra et dansk synspunkt over den lave oliepris, siger han.

Spørgsmålet er, hvordan olieprisen vil udvikle sig fremover. Helge Pedersen udelukker ikke, at der kan være yderligere fald i vente.

- Men når de positive effekter slår igennem, øges efterspørgslen på olie, og det vil igen presse prisen opad, siger han.

Steen Bocian pointerer i den sammenhæng, at den lave oliepris også har den konsekvens, at en del olieproducenter udskyder investeringer i nye boringer.

- Det kan ikke længere betale sig, og derfor vil man være afventende med at sætte nye udvindinger i gang. Det betyder, at udbuddet bliver mindre, og det vil også være med til at hive prisen opad igen, siger han.

Danske Bank forventer derfor, at olieprisen ved udgangen af 2015 vil ligge omkring 75-80 dollar pr. tønde.

Når olieprisen er faldet så kraftigt, hænger det blandt andet sammen med, at de olieproducerende lande ikke kan blive enige om at begrænse udbuddet på verdensmarkedet. Derfor kan efterspørgslen ikke følge med.

/ritzau/