Lav oliepris sår tvivl om regeringens togfond

Beregningerne kaster for første gang lys over, hvordan fondens planlagte milliardindtægter fra Nordsøen vil udvikle sig, når olieprisen stiger eller falder.

Fra 2015 og fem år frem tager regeringens togfond på 27,5 milliarder kroner afsæt i en gennemsnitlig oliepris på 134 dollars. Det er imidlertid markant højere, end hvad for eksempel Nordea forventer, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

»Vi regner med, at olieprisen vil holde sig fladt i perioden fra 2015 til 2020,« siger Thina Margrethe Saltvedt, olieanalytiker i Nordea, som ifølge avisen opererer med et prisspænd på Nordsø-olien i perioden på mellem 100 til 110 dollars.

Følger oliepriserne de gennemsnitlige forventninger fra Nordea, så vil regeringens togfond ifølge Skatteministeriets beregninger kun indeholde omkring 16 milliarder kroner.

Ifølge olieselskabet Bayerngas kan man i dag købe kontrakter på levering af Nordsø-olie i 2018 til 88 dollars. Regeringen ventede ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten en oliepris på 137 dollars.

Det får oppositionen til at lange ud efter skatteminister Holger K. Nielsen (SF).

»Man kan ganske enkelt ikke tillade sig at narre befolkningen på denne måde og reelt udskrive regninger til en fremtidig togfond, som udelukkende hentes ved at opkræve flere skatter og afgifter,« siger energiordfører Mike Legarth (K).

Ifølge Venstre bør danske pendlere og skatteydere have at vide, hvordan regeringen vil skaffe de lovede milliarder til hurtigere og mere grønne tog, hvis oliepriserne udvikler sig, som markedsaktører og finansanalytikere forventer.

»Vi vil indkalde skatteministeren til nye samråd. Det er ganske enkelt uacceptabelt på den måde at sende milliardregninger videre til kommende regeringer. Vi må til bunds i, hvem der har ansvaret for det her,« siger klima- og energiordfører Lars Christian Lilleholt (V).

Morgenavisen Jyllands-Posten har ikke haft mulighed for at få en kommentar fra Holger K. Nielsen. Han oplyser i et skriftligt svar til Folketinget, at togfondens milliarder er i fare.

Skatteordfører Thomas Jensen (S) understreger, at de 27,5 milliarder kroner er resultatet af fire ministeriers grundige arbejde igennem mere end et år.

»Jeg har fortsat tillid til beregningerne. Det her viser, at pengene nok skal komme ind i togfonden,« siger han til avisen.

Dagens Gossip