Lave billetpriser trækker ned for SAS i andet kvartal

Skrevet af admin

10/06/2016

Dagens topnyheder

Selv om det er blevet væsentligt billigere for SAS at fylde brændstof på flyene, så er det ikke nok til at modstå pres fra lavere billetpriser, udgifter til vedligeholdelse og ugunstige valutakurser.

SAS kom ud af andet kvartal i regnskabsåret 2015/2016 med et resultat før skat på 127 millioner svenske kroner mod 355 millioner svenske kroner i samme kvartal i sidste regnskabsår. Det er ikke tilfredsstillende, siger topchef Rickard Gustafson.

- Det er dog glædeligt, at den kommercielle strategi med fokus på de hyppige rejsende giver resultat, og at flere kunder vælger at flyve med SAS, hvilket også afspejles i de positive pengestrømme.

- Trods væsentligt lavere brændstofomkostninger får vi et lavere resultat end sidste år, siger Rickard Gustafson i regnskabet.

Ifølge topchefen er kvartalet især skæmmet af pres på billetpriser, vedligeholdelse og negativ valutaeffekt.

SAS rammes hårdt af, at selskabets gamle kernekunder - de forretningsrejsende - bliver færre, og at kunderne helst vil have deres flybilletter så billige som muligt.

- Markedsudviklingen med en vækst frem for alt inden for fritidssegmentet og en dalende vilje til at betale blandt kunderne udhuler lønsomheden i industrien, siger topchefen.

Samlet lyder bundlinjen efter første halvår på minus 182 millioner svenske kroner i SAS, der dog fastholder udsigten til et positivt resultat, når året er omme.

/ritzau/