Lave renter og lav oliepris skæmmer Nordeas regnskab

Skrevet af admin

20/07/2016

Dagens topnyheder

De mange skandaler, der har præget Nordea i første halvår af 2016, har ikke sat sig i indtjeningen. Den er på linje med andre banker faldet, men er landet bedre end forventet i aktiemarkedet.

De samlede indtægter endte på 4,9 milliarder euro, et fald på syv procent i forhold til samme periode sidste år. Nettoresultatet endte på 1,8 milliarder euro, et dyk på 13 procent.

- På trods af lav vækst og turbulente finansmarkeder klarer indtjeningen sig godt. Presset på marginerne er ved at flade ud, og vi tror på, at der nu vil være en forbedring i trenden fremover, skriver administrerende direktør Casper von Koskull i regnskabet.

Ud over et pres på renteindtægterne grundet generelt meget lave renter har Nordea nedskrevet 127 millioner euro på udlån.

- Som forventet har vi set et øget nedskrivningsbehov inden for oliesektoren, mens kvaliteten af udlånet andre steder er stabil eller i bedring, skriver banken.

Samlet er Nordeas udlån faldet en smule år til år. Ved udgangen af juni havde Nordea udlån for 344,6 milliarder euro.

Faldet er specielt kommet fra boliglån og lån til selskaber. Samlet er Nordeas udlån i forhold til samme periode sidste år faldet med fire procent.

Banken opgør ikke længere de forskellige nordiske lande separat, og derfor skriver regnskabet ikke noget om, hvordan det præcist går for Nordea i Danmark. Der er dog skriftlige noter.

- Den samlede indtjeningen faldt i andet kvartal som følge af et lavere niveau om omlægninger af realkreditlån.

- Efterspørgslen efter lån hos private var fortsat lav, skriver Nordea om Danmark.

/ritzau/