Lave ydelser får flere unge i gang

Skrevet af admin

04/04/2016

Dagens topnyheder

Halveringen af kontanthjælpen til personer under 30 år har ifølge beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) haft den ønskede virkning: Flere unge har nu fundet sig et job eller er gået i gang med en uddannelse.

En ny analyse fra Beskæftigelsesministeriet viser ifølge Jyllands-Posten, at 20 procent flere unge har valgt den lave uddannelseshjælp fra for til gengæld enten at uddanne sig eller arbejde.

Jørn Neergaard Larsen ser det som dokumentation for, at økonomiske incitamenter er en effektiv måde at få folk væk fra passiv forsørgelse.

- Det er bemærkelsesværdigt og et klart tegn på, at vi ved at skrue på økonomien kan påvirke folks adfærd og dermed få flere til at blive en del af det arbejdende fællesskab, siger han til Jyllands-Posten.

De nye regler, der trådte i kraft 1. januar 2014, betyder, at personer under 30 år må nøjes med at få en kontanthjælp, der er på niveau med SU eller halvt så meget som før reformen.

Siden er 3900 såkaldte forløb for kontanthjælpsmodtagere afsluttet med job eller uddannelse. Det er 750 flere end tidligere og svarer til en stigning på 20 procent.

Den aktuelle analyse kommer samtidig med, at regeringen er parat til at indføre lavere ydelser for samtlige kontanthjælpsmodtagere.

Mens Jørn Neergaard Larsen ser resultatet af analysen som bevis på, at "økonomiske lokkemidler" virker, er Verner Sand Kirk, direktør for a-kassernes brancheorganisation, AK-Samvirke, ikke imponeret.

- Økonomiske incitamenter virker kun, hvis de, de er rettet imod, er i stand til at reagere på dem. Og det er langtfra alle på kontanthjælp. Det gælder kun de stærkeste, som ikke har andre problemer, end at de mangler et arbejde, siger Verner Sand Kirk.

152.900 personer var ifølge Jyllands-Posten på kontanthjælp i andet kvartal 2015.

/ritzau/