Laver du også denne brændstofsbrøler?: Det skader bilen, tankstationen og i værste fald dig eller andre

Skrevet af Kirstine Petersen

24/09/2015

Dagens topnyheder

292 gange siden januar i år. Så ofte har bilister ladet brændstofpistolen sidde i bilen – og trillet afsted med den, indtil den er blevet flået ud af køretøjet.

Det sker mindst en gang om dagen hos tankstationen Shell, oplyser firmaet.

Brøleren er mulig, fordi der i mange af pistolerne er indlejret en mekanisme, som låser for pistolen, hvis den ryger ud af bilen, men som også gør det muligt at lade pistolen sidde i, mens billisten betaler, pudser vinduer eller alt muligt andet, der fjerner opmærksomheden fra tankningen.

- Vi har forsøgt os med oplysningskampagner, men antallet af episoder på vores servicestationer er blevet ved med at stige. Nu sker det dagligt, og så er det kun er et spørgsmål om tid, før nogen står uheldigt og bliver ramt, når slangen svirper tilbage. Derfor vælger vi at tage konsekvensen og fjerne den split på brændstofpistolen, der gør det muligt at slippe pistolen under tankning. Vi håber, at de kunder, som er glade for splitten, vil have forståelse for, at vi fjerner den for at passe på både dem og deres bil, siger Maria Beck-Tange, der er Retail direktør i Dansk Shell i en pressemeddelelse.

Læs også: Gode nyheder til bilejere: Nu tager benzinen endnu et dyk

Fænomenet var ukendt hos Shell indtil kæden i 2013 indførte betaling ved benzinstanderen. Indtil da kunne kunderne først betale i butikken, når brændstofpistolen var sat tilbage i hylsteret.

Det bliver dog ikke betalingsordningen, der rulles tilbage, men derimod ordningen med at tanke håndfrit i takt med at splitten fjernes fra tankanlæggene på Shell i Danmark.

Følg Dagens Forbrug for flere lignende artikler: