Laveste inflation i 40 år

I juli steg forbrugerprisindekset således 0,6 procent. Det er den laveste stigning, siden man begyndte at opgøre inflationen på denne måde - i 1967.Fortsætter udviklingen vil det betyde, at inflationen ender på 0,8 procent for hele 2013, og det vil være den laveste inflation registreret i ét år siden 1953 - altså i 60 år.

»Forklaringen på det historiske dyk i inflation skal findes i den økonomiske krise, der har holdt såvel dansk som europæisk økonomi i et jerngreb over de seneste år. Faldet i beskæftigelsen har således gjort det sværere for danskerne at forhandle store lønstigninger, samtidig med at den lave og til tider faldende efterspørgsel har betydet, at butikker og virksomheder ikke har kunnet øge priserne i samme tempo som tidligere,« skriver Tore Stramer, chefanalytiker i Nykredit i en kommentar til tallene.

I juni steg inflationen 0,9 procent, men siden er det blandt andet lavere prisstigninger på sport, elektricitet og sodavand, der har trukket årsstigningen ned.

»Ser man specifikt på juli, er priserne faldet med 0,3 pct., hvilket betyder at vi har deflation. Det er generelt priserne på tøj og møbler der trækker ned, hvilket kan skyldes sommerudsalget, og derfor ender vi altså med deflation på måneden,« skriver Ulrike Ekelund, cheføkonom i BRFkredit.Hun ser ingen tegn på, at inflationen for alvor vil begynde at stige, og idet situationen går igen over hele Europa, forventes den Europæiske Centralbank også at holde fingrene fra renteknappen i et godt stykke tid.

»Vi ser dermed mest af alt en langsom inflationær bevægelse, der svagt vil tage til i takt med, at der trods alt kommer lidt mere vækst. Der er flere antydninger af, at dansk økonomi bevæger sig i den rigtige retning, men når det er sagt, er der intet der tyder på, at vi skal så meget op i omdrejninger, at vi får hvinende dæk og røg til følge. I den forbindelse skal man huske på, at inflationen er et godt termometer for udviklingen i dansk økonomi,« skriver Ulrikke Ekelund.

I Arbejdernes Landsbank advarer cheføkonom Lone Kjærgaard dog forbrugerne mod at blive for forvænt med den lave prisstigningstakt.

»Vi har set de første tegn på, at økonomien er ved at være i bedring, og når opsvinget igen får fat, må vi forvente, at lønninger og priser igen begynde at stige i et mere normalt tempo. Men lige nu og her skal man da som forbruger helt klart nyde det,« skriver hun i sin kommentar.

Dagens Gossip