Laveste ledighed i tre år i Danmark

Der var gode nyheder for den danske beskæftigelse, da 2012 gik på hæld.

Ifølge arbejdskraftundersøgelsen (AKU) faldt ledigheden i fjerde kvartal sidste år med 9000 personer i forhold til foregående kvartal, oplyser Danmarks Statistik.

- Korrigeres for studerende er arbejdsløsheden endda faldet med lidt over 10.000 personer. Dermed er AKU-ledigheden den laveste i tre år. Samtidig er beskæftigelsen vokset med 4000 personer.

Det siger senioranalytiker Erik Bjørsted fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i en kommentar.

- Selvom der er en vis usikkerhed om udviklingen fra kvartal til kvartal er dagens tal en positiv nyhed, som forhåbentlig kan vække glæde og være med til at fjerne noget af den usikkerhed, der præger økonomien, tilføjer han.

Sammenlignet med samme kvartal året før faldt ledigheden med 16.000 personer.

Ifølge Jens Nærvig Pedersen, økonom i Danske Bank, er der tale om små bevægelser for både ledighed og beskæftigelse.

- Det er naturligvis også værd at tage med i en tid, hvor der i den grad er mangel på gode nyheder omkring dansk økonomi, siger Jens Nærvig Pedersen, som dog ikke ser det som en decideret vending på det danske arbejdsmarked:

- Men snarere en fortsættelse af den seneste tendens, hvor arbejdsmarkedet det ene kvartal har vist en smule fremgang, og det næste kvartal en anelse tilbagegang, men i det brede perspektiv ligger mere eller mindre fladt.

I alt var der i fjerde kvartal ifølge undersøgelsen 208.000 ledige personer, hvilket svarer til 7,4 procent af arbejdsstyrken. Nedgangen i ledigheden i løbet af det seneste år er især sket blandt aktiverede, der modtager arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp.

Ifølge senioranalytiker Jan Størup Nielsen fra Nordea kommer faldet i arbejdsløsheden dog på en trist baggrund.

- Således steg antallet af personer uden for arbejdsstyrken i 4. kvartal til 784.000 personer. Det er det højeste niveau, der er målt i statistikkens historie, der går tilbage til 1996.

- Det tyder på, at et stadig større antal personer i den nuværende situation helt opgiver at få fodfæste på det danske arbejdsmarked, siger han i en kommentar.

Målingen af ledigheden i AKU er en rundspørge til et repræsentativt udsnit af befolkningen, mens data for bruttoledigheden er baseret på et register. Bruttoledigheden var 6,2 procent i december.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV