Lavine koster tre langrendsløbere livet i Schweiz

Skrevet af admin

22/02/2015

Dagens topnyheder

Tre italienske skiløbere mistede lørdag livet, mens to andre blev kvæstet, da de blev ramt af en lavine, mens de stod på langrend nær Store Sankt Bernhard-passet i de schweiziske alper, oplyser politiet i Valais-kantonen.

Området ligger nær den italienske grænse og er også kendt som "Death Valley" (Dødens Dal, red.) på grund af de mange dødsulykker.

To kvinder og en mand døde i ulykken, mens en fjerde mand fortsat befinder sig i en kritisk tilstand. Et stort lag sne på omkring 80 gange 300 meter rev sig løs fra bjergsiden og begravede de fem skiløbere i omkring 2,5 meters dybde længere nede af bjerget.

Ulykken skete klokken 13 lokal tid i omkring 2300 meters højde. Vejrforholdene i området med blandt andet tyk tåge gjorde redningsaktionen besværlig, fortæller politiet.

Redningshelikoptere var tvunget til at lande et godt stykke væk fra de sårede, hvorefter redningsfolk måtte fortsætte til fods.

Det lykkedes at finde skiløberne, der alle bar udstyr, der sendte signaler ud om deres position.

Fire af dem blev i kritisk tilstand fløjet til nærliggende hospitaler, hvor de tre senere døde.

Omkring 30 personer og adskillige helikoptere deltog i redningsaktionen.

Laviner har denne vinter kostet mindst 24 personer livet alene i de schweiziske alper, skriver nyhedsbureauet ATS.

I sidste måned mistede otte personer livet i samme weekend i Schweiz.

/ritzau/AFP