Lavine rammer Mount Everest: Flere personer savnes

Skrevet af admin

18/04/2014

Dagens topnyheder

Mindst seks bjergbestigere er dræbt, efter at en lavine har ramt Mount Everest, oplyser formanden for Nepal Mountaineering Association.

- Redningsfolk har allerede bjærget fire lig, og yderligere to lig, der er begravet under sneen, er nu ved at blive gravet fri, siger Ang Tshering Sherpa.

Lavinen ramte omkring klokken 6.45 lokal tid i cirka 5800 meters højde i et område på ruten mod det berygtede Khumbu-isfald, fortæller Sherpa.

Han oplyser også, at flere personer er kommet til skade, men kan ikke give et præcist tal på, hvor mange det drejer sig om.

Ifølge en anonym embedsmand er det nepalesiske sherpaer, som bjergguiderne i området bliver kaldt, der har mistet livet. De var ved at forberede en rute til toppen af bjerget forud for klatresæsonen.

- Indtil videre ved vi, at 14 nepalesiske bjergbestigere tog udstyr og bagage med op til området. Det er uklart hvor mange, der er blevet ramt, siger kilden til AFP.

Himalayan Climbing Guides Nepal, der hvert år assisterer bjergbestigere med at nå toppen af det famøse bjerg, bekræfter, at to af deres guider er blandt lavinens ofre.

- Seks af vores bjergguider var i færd med at bære telte og udstyr op på bjerget. To er fundet døde, og redningshold leder nu efter de sidste fire, siger manager Umid Bhandari.

Lavinen er blandt de mest alvorlige naturkatastrofer, der har ramt bjerget. Sidste år døde otte personer i løbet af sommersæsonen.

I 1996 mistede otte mennesker livet i en ulykke.

Mere end 300 mennesker er døde på Mount Everest siden det for første gang blev besteget i 1953.

Hundredvis af udenlandske bjergbestigere samles hvert år i Himalaya i Nepal, hvor otte af verdens 14 højeste bjerge ligger - deriblandt Mount Everest.

/ritzau/AFP