Lavrov flyver til Geneve for at forhandle med Iran

Skrevet af admin

22/11/2013

Dagens topnyheder

Den russiske udenrigsminister er på vej til den schweiziske by Geneve for at slutte sig til atomforhandlinger med Iran.

Det oplyser russiske diplomater.

- Chefen for udenrigsministeriet (Lavrov red.) flyver til Geneve for at deltage i sekspartsforhandlingerne om Irans atomprogram, siger en embedsmand i ministeriet.

Det formodes, at stormagterne samlet i, hvad der kendes som 5+1, er tæt på at indgå en aftale med Iran, som skal begrænse det iranske atomprogram til gengæld for, at Vesten lemper nogle af de sanktioner, der er rettet mod landet.

Om Lavrovs afrejse betyder, at også de øvrige stormagter vil møde op med deres udenrigsministre, er uvist.

Denne uges forhandlinger har været ført af diplomater fra de deltagende lande.

Udenrigsministrene fra USA, Rusland, Storbritannien, Frankrig, Kina og Tyskland var i sidste uge mødt op i Geneve, fordi der var forventninger om et egentligt gennembrud.

Men det udeblev, efter Frankrig udtrykte forbehold.

For Vesten er det vigtigt at få kontrol med Irans uran-berigelse. Det er en proces, som kan føre til udviklingen og produktion af atomvåben.

/ritzau/AFP