Lavrov og Kerry skal diskutere verdens kriser i Rom

Skrevet af admin

13/12/2014

Dagens topnyheder

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, skal mandag mødes med sin russiske kollega, Sergej Lavrov, i Italiens hovedstad, Rom.

På dagsordenen står flere verdenspolitiske kriser, oplyser vicetalsmand for USA's udenrigsministerium Marie Harf fredag.

Ifølge Harf skal de to politikere drøfte palæstinensernes ønske om at blive anerkendt i FN, krisen i Ukraine og konflikten i Syrien, hvor USA står i spidsen for en international koalition, der bekriger den militante gruppe Islamisk Stat (IS) fra luften.

Offentliggørelsen af mødeplanerne kommer, dagen efter at Kongressen i USA har vedtaget skærpede sanktioner mod Rusland på grund af situationen i Ukraine.

Styret i Washington støtter den ukrainske regering, mens Rusland bakker op om prorussiske separatisters ønske om selvstændighed i det østlige Ukraine.

Ukraine og Vesten beskylder russerne for at sende soldater ind i Ukraine for at kæmpe med separatisterne i konflikten, der har kostet over 4300 liv siden april.

Rusland afviser beskyldningerne.

Tidligere fredag har John Kerry og Sergej Lavrov i telefonen diskuteret "de seneste udviklinger" i Israel, på Vestbredden og regionen generelt, sagde udenrigsministeriets talsmand Jen Psaki.

Palæstinenserne arbejder hårdt på at blive anerkendt som en selvstændig stat og med en ny anmodning til FN's Sikkerhedsråd vil palæstinenserne forsøge at få lagt en plan, der skal afslutte den israelske besættelse.

/ritzau/AFP