Lavrov: OSCE kan overvåge grænsen til Ukraine

Rusland vil ikke afvise, at Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE, kan udvide sin mission, så observatører også kan blive sendt til grænseområdet mellem Ukraine og Rusland for at overvåge situationen.

Det sagde Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, på et pressemøde mandag.

Lavrov understregede, at OSCE-observatørerne kan bruge alle de redskaber, som de har til rådighed til at overvåge grænseområdet. Det gælder også droner, sagde han.

Både USA, EU og Nato har nemlig beskyldt Rusland for at forsyne de prorussiske separatister i området med våben og missilsystemer. Det har Rusland dog indtil videre afvist.

Efter det malaysiske passagerfly MH17 forrige torsdag styrtede ned over det østlige Ukraine, er presset på Rusland for at lade uafhængige observatører overvåge situationen vokset.

Sergej Lavrov siger, at han håber, at de internationale eksperter, der forsøger at komme tæt på ulykkesstedet i Donetsk-regionen, vil være objektive og gå ud fra, at ingen er skyldige, før det modsatte er bevist.

- Alt andet vil vi anse for at være et bedragerisk forsøg på at påvirke undersøgelsens resultat, siger Lavrov.

EU-landenes udenrigsministre besluttede fredag at stramme sanktionerne mod Rusland yderligere i et forsøg på at presse landet til at arbejde sammen om at få opklaret, hvad der skete, da MH17 styrtede ned.

Sanktionerne retter sig mod russiske virksomheder og bankers adgang til EU's finansielle markeder, våbenhandel, EU's eksport af udstyr til Rusland, som kan bruges til at fremstille våben, samt teknologi til energisektoren.

Men Lavrov advarer EU-landene om, at sanktionerne blot vil forværre forholdet.

- Jeg kan forsikre jer om, at vi kan klare alle de vanskeligheder, som der muligvis vil ramme os økonomisk. Muligvis vil de blot betyde, at vi vil blive mere økonomisk uafhængige af Europa, siger Lavrov.

Sanktionerne mod Rusland ventes at blive vedtaget i Bruxelles mandag eller tirsdag.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip