Lavtlønsjob og forsinkelse bag forskel på vækst og job

Skrevet af admin

04/04/2016

Dagens topnyheder

Hvis man kigger på den økonomiske vækst, så er den danske økonomi fanget i slæbesporet og inde i en vækstkrise. Men kigger man på arbejdsmarkedet, er der solid fremgang og den laveste ledighed i syv år.

- Dansk økonomi har over de seneste år haft vækstrater, som har været væsentligt lavere, end de lande vi ellers sammenligner os med - og det er relevant at tale om en vækstkrise i dansk økonomi, skriver Dansk Erhvervs cheføkonom Steen Bocian mandag.

Vækstkrise eller ej er ledigheden faldet markant. Mandag viste tal for februar, at ledigheden er på 4,3 procent og er faldet med tæt på et procentpoint på et år.

- Arbejdsmarkedet følger udviklingen i produktionen med lang forsinkelse. Og vi havde en lang periode med optimisme i industrien sidste år. Det er den periode, vi stadig ser i ledighedstallene.

- Den anden forklaring er, at jobskabelsen ligger inden for en række erhverv, der ikke er særligt økonomisk produktive. Det kan være inden for rengøring eller byggesektoren, siger cheføkonom hos Nordea Helge Pedersen.

Dermed er der en strukturel bremse på væksten, da produktiviteten per borger falder. Samtidig bliver mere af den værdi, selskaberne skaber, skabt i udlandet og går dermed nationalregnskabets næse forbi.

- Der er strukturelle ting, der gør, at væksten herhjemme er relativt svag. Så for den almindelige dansker er det vigtigere, at ledigheden falder, boligmarkedet stiger og antallet af konkurser dykker. Nogle gange fokuserer man alt for meget på bruttonationalproduktet, siger Helge Pedersen.

Den danske økonomi voksede kun med lidt over en procent i 2015, og i 2016 forventer blandt andre Danske Bank, at væksten bliver endnu lavere.

/ritzau/