Lavtskyllende toiletter er ikke en menneskeret

Skrevet af admin

07/04/2016

Dagens topnyheder

Det er ingen "menneskeret" at have et lavtskyllende toilet. Og det er slet ingen undskyldning for ikke at skulle tilslutte sig det offentlige kloaknet.

Med den begrundelse har Vestre Landsret besluttet, at to sommerhusejere i Vester Husby ved Thorsminde er forpligtet til at tilslutte sig det offentlige kloaksystem, og betale tilslutningsbidrag.

Den ene ejer to sommerhuse og skal af med 70.000 kroner, mens den anden skal betale 35.000 kroner.

Sommerhusgrundene er så store, at husene ligger langt fra skel. Dermed kniber det med at få fald nok på stikledningerne fra de enkelte huse.

Ifølge loven må der ikke være mere end 25 meter fra et lavtskyllende toilet til kloakledningen, og der skal være et fald på mindst 20 promille.

Et lavtskyllende toilet bruger henholdsvis fire og to liter vand pr. skyl, og det betyder, at der ikke er så meget vand til at fjerne affaldet som ved et højtskyllende toilet.

Problemet i Husby Klit kunne løses ved at stille toiletterne om til højt skyl, der bruger henholdsvis seks og tre liter vand pr. skyl, eller søge om dispensation, hvilket de ville have fået.

Men det ville ejerne af de tre huse ikke. De mente, at de havde ret til at vælge lavtskyllende toiletter for at spare på naturens ressourcer, og at de i øvrigt havde nogle velfungerende sivedræn på grunden.

Men sådan skal ikke være. Både byretten og altså nu Vestre Landsret har nu bestemt, at grundejerne både kan og skal tilslutte sig den offentlige kloak, og at de bare kan stille toiletterne om fra lavt til højt skyl. De har intet retskrav på at beholde lavtskyllende toiletter.

Derfor skal de betale tilslutningsbidraget, og hertil kommer sagens omkostninger for by-og landsret med i alt 48.000 kroner.

/ritzau/