Lazio får lille sejr over Leverkusen i CL-kvalifikation

Skrevet af admin

19/08/2015

Dagens topnyheder

Italienske Lazio er på kurs mod gruppespillet i fodboldens Champions League.

Tirsdag aften vandt det italienske hold 1-0 hjemme over tyske Bayer Leverkusen.

Indskiftede Keita Baldé Diao blev matchvinder, da han scorede kampens eneste mål 13 minutter før tid.

Kampen var et opgør mellem sidste sæsons nummer tre i Serie A og nummer fire i Bundesligaen.

Den tidligere Bayern München-angriber Miroslav Klose var med i første halvleg for Lazio, men tyskeren kunne ikke få bolden i netmaskerne.

Efter 26 minutter ramte Klose dog opstanderen, kort tid efter at Leverkusens Lars Bender havde gjort det samme.

Efter pausen blev Klose afløst af Keita Baldé Diao, der altså senere scorede kampens enlige mål.

Returkampen i Tyskland bliver spillet på onsdag i næste uge.

I tirsdagens øvrige kampe vandt FC Astana fra Kasakhstan 1-0 hjemme over Apoel FC fra Cypern, der tidligere i Champions League-kvalifikationen sendte danske FC Midtjylland ud.

Sporting Lissabon fra Portugal vandt 2-1 hjemme over CSKA Moskva fra Rusland, mens hviderussiske Bate Borisov sejrede 1-0 hjemme over serbiske Partizan Beograd.

/ritzau/