Le Mans-debutant: Timing for Tom K-stop ærgrer mig

Skrevet af admin

12/06/2015

Mest læste i dag

Tom Kristensen var en af årsagerne til, at Michael Christensen er endt med at blive racerkører.

Den 24-årige Porsche-dansker har i mange år håbet på, at han en dag skulle deltage i 24-timers-løbet Le Mans på samme tidspunkt som Tom Kristensen, men den drøm blev ikke til noget.

Når Michael Christensen i denne weekend debuterer i Le Mans, er Tom Kristensen for første gang i næsten to årtier ikke med.

- Jeg er ærgerlig over, at han ikke kører mere. Jeg så mit første racerløb på grund af Tom i 1999 i Le Mans, siger Michael Christensen.

- Jeg så det også i år 2000, hvor jeg selv startede med at køre gokart, og nu er jeg tilbage 15 år senere, hvor jeg selv skal køre, og det er så første år, hvor Tom ikke kører.

- Det er jeg lidt ærgerlig over. Jeg ville gerne køre mod ham, siger Porsche-køreren.

Michael Christensen stiller til start i LM GTE Pro-klassen, hvor hans bil blandt andet skal kæmpe om sejren mod Aston Martins rene danskerbil med Christoffer Nygaard, Nicki Thiim og Marco Sørensen.

Med sammenlagt ni sejre i den mest prestigefyldte klasse for prototyper har Tom Kristensen gennem årene fået danskere i hobetal til at rejse til Frankrig.

- Jeg kan forestille mig et lille dyk. Det vil kun være naturligt.

- Jeg føler, at vi har noget at leve op til.

- Tom havde altid en mulighed for at levere, og det må vi blive ved med. Vi har nogle gode danske kørere med. Jeg føler selv, at jeg står godt, og jeg kan fortsat udvikle mig i de kommende år, siger Michael Christensen.

Ambitionen i weekenden er at vinde LM GTE Pro-klassen.

- Der er forventninger fra de høje herrer hos Porsche.

- Vi har kørt to 30 timers test. Begge har været fejlfrie, så vi er godt forberedt. Det er bare om at komme i gang, siger Le Mans-debutanten.

24-timers-løbet går i gang lørdag klokken 15.

/ritzau/