Led Zeppelin i retten for plagiat af megahit

Skrevet af admin

12/04/2016

Mest læste i dag

Mange rocker stadig trofast med, når de legendariske guitartoner fra Led Zeppelins storhit "Stairway to Heaven" fra 1971 strømmer ud af højttalerne.

Nu er der dog sået tvivl om, hvorvidt den britiske rockgruppe selv har skabt hele hittet. En retssag har netop afgjort, at Led Zeppelin skal deltage i en retssag, hvor det skal besluttes, om musikgruppen har kopieret dele af "Stairway to Heaven", skriver det amerikanske medie The Hollywood Reporter.

Retten skal afgøre om Led Zeppelins indledning er plagieret fra sangen "Taurus", som tilhører det amerikanske rockband Spirit.

Spirits sang "Taurus" blev skrevet flere år før Led Zeppelins "Stairway to Heaven", og ifølge The Hollywood Reporter vil advokater til tekstforfatteren bag "Taurus" bevise, at der er flere musikalsk ligheder mellem de to numre.

Led Zeppelin og Spirit har optrådt til flere af de samme koncerter og festivaler, dog uden at have stået på den samme scene. Af den grund har dommeren fra den første del af retssagen skrevet i et notat, at Led Zeppelin kan have hørt Spirit optræde med nummeret "Taurus", før bandet selv skrev "Stairway to Heaven".

Retssagen mellem Led Zeppelin og Spirit er planlagt til at foregå 10. maj i den amerikanske by Los Angeles.

/ritzau/FOKUS