Ledende politimand sigtet for misbrug af register

Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), der efterforsker sager mod politifolk, har sigtet en vicepolitiinspektør fra København for embedsmisbrug, skriver BT's netavis.

- Jeg kan bekræfte, at vi har sigtet en overordnet polititjenestemand for embedsmisbrug. Han nægter sig skyldig, siger Kirsten Dyrman, direktør for DUP til bt.dk.

Politimandens søn er aktiv i AK81 - rockergruppen Hells Angels' ungdomsafdeling. Sidste år bad han en underordnet politimand om at tjekke nogle af sønnens kammerater i politiregistret. Det er disse opslag, der har ført til sigtelsen mod vicepolitiinspektøren.

- Det er vores opfattelse, at den pågældende politimand har bedt en af sine underordnede foretage ikke-tjenstlige opslag i kriminalregistret, siger direktør Kirsten Dyrman til bt.dk.

Sagen begyndte sidste år, hvor vicepolitiinspektøren blev kaldt til samtale i PET, der har ansvaret for at give ansatte i politiet den nødvendige sikkerhedsgodkendelse til at få adgang til fortrolige eller hemmelige oplysninger.

Her blev vicepolitiinspektøren afhørt om forholdet til sin søn, og han fortalte selv, at han havde tjekket sønnens venner i kriminalregistret.

Han mistede efterfølgende sin sikkerhedsgodkendelse, blev flyttet til en stilling i Rigspolitiet, og sagen om hans mulige misbrug af kriminalregistret blev overladt til politiklagemyndigheden.

Den underordnede politimand har angiveligt ikke vidst, at chefen foretog sig noget, der muligvis var ulovligt, og han er ikke selv sigtet i sagen, oplyser politiklagemyndigheden til bt.dk.

/ritzau/

Dagens Gossip