Leder fra gammelt regime er ny regeringschef i Tunis

Skrevet af admin

05/01/2015

Mest læste i dag

Den tidligere sikkerhedschef i Tunesiens gamle regime under den styrtede diktator Zine el-Abidine Ben Ali er blevet udnævnt til landets nye premierminister efter landets nylige epokegørende præsidentvalg og parlamentsvalg, oplyser hans parti.

Habib Essid blev formelt bedt om at danne en ny regering af præsident Beji Caid Essebsi, oplyser det anti-islamistiske parti Nida Tounes.

Han har nu mindst en måned til at vinde støtte til sin nye regering i parlamentet, hvor hans parti har 86 af de 217 pladser efter parlamentsvalget i oktober sidste år.

Den 65-årige Essid var sikkerhedschef under Ben Alis jernhårde regime, men han forblev på sin post efter revolutionen i 2011, som udløste Det Arabiske Forår i Mellemøsten.

Efter en kort periode som indenrigsminister har han fungeret som sikkerhedsrådgiver for den tidligere islamistiske premierminister, Hamadi Jebali.

- Efter konsultationer - både inden for partiet og med andre partier - er der konsensus omkring Habib Essid som regeringsleder, siger Mohamed Ennaceur fra partiets ledelse.

Siden revolutionen er islamitisk ekstremisme taget til i landet, og det bliver en af de største udfordringer for Essids regering.

Det moderate islamistiske Ennahda, der er det næststørste parti i parlamentet, udelukker ikke et samarbejde med Essid.

Ennahda vandt det første frie valg i 2011.

/ritzau/Reuters