Leder hos Fifa-partner anholdt for ulovligt VM-billetsalg

Det brasilianske politi anholdte mandag en leder fra det schweiziske firma Match Hospitality, der er Fifas officielle partner omkring billetsalg til VM-kampene i Brasilien.

Nyhedsbureauet AFP skriver, at lederen Ray Whelan blev pågrebet på luksushotellet Copacabana Palace Hotel, mistænkt for at stå bag et netværk af folk, der sælger illegale sortbørsbilletter til de eftertragtede kampe.

Det sker en uge efter, at 11 personer blev anholdt i den samme sag. Siden har efterforskningen ført politiet til en af lederne i Match Hospitality.

En talsmand fra det internationale fodboldforbund Fifa siger, at forbundet har noteret sig anholdelsen og vil fortsætte samarbejdet med politiet.

Britiske Ray Whelan mistænkes for at have hjulpet internationale billethajer med billetter helt tilbage til VM-slutrunden i Japan og Sydkorea i 2002. Det drejer sig om tusindvis af billetter til mange millioner dollar, skriver AFP.

For fem dage siden fortalte politikommissær Fabio Barucke, at "en person fra Fifa" og en person fra det firma, der formidler billetter for Fifa, har stået bag salg af tusinder af ulovlige billetter til kampene ved slutrunden.

/ritzau/

Dagens Gossip