Ledere efter minitopmøde om Grækenland: Vi taler videre

Skrevet af admin

11/06/2015

Dagens topnyheder

Stats- og regeringslederne fra Grækenland, Tyskland og Frankrig har onsdag ved midnat afsluttet et to timer langt møde i Bruxelles.

Både den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, François Hollande, forlod begge mødet uden at udtale sig til pressen.

Grækenlands premierminister, Alexis Tsipras, kom med en kort udtalelse på græsk, hvor han beskrev "en positiv atmosfære" og sagde, at forhandlingerne bliver intensiveret med henblik på at genskabe økonomisk vækst og sikre social sammenhængskraft i Grækenland.

I en skriftlig kommentar fra den tyske regering hedder det også, at lederne "udvekslede synspunkter i en konstruktiv atmosfære om status i forhandlingerne mellem den græske regering og de tre institutioner".

Ifølge erklæringen er der enighed mellem de tre deltagere i mødet om, at forhandlingerne mellem Grækenland og institutionerne skal fortsætte "med høj intensitet".

"Institutionerne" er en henvisning til Grækenlands internationale långivere, der i forhandlinger om betingelserne for at frigive nye lånerater til Grækenland er repræsenteret af EU-Kommissionen, Den Internationale Valutafond (IMF) og Den Europæiske Centralbank (ECB).

Den tyske regerings pressetjeneste har samtidig distribueret et foto til pressen af tre storsmilende ledere, der sidder omkring et mødebord sammen med en håndfuld embedsmænd.

Trods den tilsyneladende gode stemning i mødelokalet har der de seneste uger været stadig flere skarpe udtalelser fra de øvrige 18 eurolande, der tydeligvis er ved at miste tålmodigheden efter fem måneders forhandlinger med Tsipras' venstrefløjsregering.

Den græske statskasse er ved at være tom, og landets nuværende hjælpeprogram udløber med månedens udgang. Hvis der ikke bliver fundet en løsning inden da, er der fare for, at Grækenland går statsbankerot og må forlade eurozonen.

Der er stadig 7,2 milliarder euro tilbage i indefrosne lån.

Men kreditorerne vil ikke frigive dem, før der er en klar aftale med den græske regering om de græske budgetmål de kommende år og om, hvordan pengene skal bruges.

/ritzau/