Ledere i CDU og SPD vil forhandle regering

Lederne af Tysklands store partier nåede torsdag til enighed om at indlede forhandlinger om en stor koalition, der forventes at øge offentlige investeringer og indføre en minimumløn.

Efter et tre timer langt møde med forbundskansler Angela Merkels konservative kristelige demokrater sagde det socialdemokratiske parti, SPD's, partiformand, Sigmar Gabriel, at der var enstemmig opbakning til forhandlinger om en stor koalition blandt partiernes højtstående forhandlere.

Lederen af de kristelige demokrater i Bayern, CSU-lederen Horst Seehofer, siger, at formelle forhandlinger om en stor regeringskoalition i Tyskland vil blive indledt i Berlin onsdag næste uge. De kan vare i over en måned.

Gabriel skal formelt søge grønt lys til koalitionsforhandlingerne ved en ekstraordinær partikongres med 200 delegerede søndag. Iagttagere venter, at han får opbakning til at gå videre.

- Jeg er sikker på, at vi vil finde fornuftige løsninger på de områder, hvor vi er uenige, siger Gabriel, hvis socialdemokratiske parti bliver juniorparti i den store koalition.

Merkel forlod torsdagens møde smilende, men hun undgik pressen.

CDU og dets bayerske søsterparti CSU ventedes allerede sent torsdag at få formelt opbakning i partiet til at gå ind i regeringsforhandlinger.

Det er knap en måned siden, at Merkels konservative vandt en klar sejr ved forbundsdagsvalget. Men de konservatives traditionelle koalitionspartner, det liberale FDP, faldt for spærregrænsen og er ikke repræsenteret i Forbundsdagen.

SPD er Merkels eneste mulige regeringspartner, efter at De Grønne onsdag sagde nej til at indlede koalitionsforhandlinger med CDU/CSU.

Merkel stod også i spidsen for en stor koalition med SPD fra 2005 til 2009.

Seehofer sagde forud for torsdagens sonderende møde med SPD, at de kristelige demokrater var klar til at imødekomme et af socialdemokraternes absolutte hovedkrav.

Ministerpræsidenten i Bayern sagde, at de konservative er parate til under visse betingelser at acceptere en national mindsteløn på 8,5 euro (63 kroner), hvis det kan være med til at skabe det fornødne gennembrud ved sonderingerne, så der kan indledes regeringsforhandlinger om en stor koalition.

Det var første gang, at en borgerlig toppolitiker har signaleret kompromisvilje på dette område. Som modydelse har han dog forlangt, at socialdemokraterne dropper deres krav om skattestigninger for de rigeste tyskere.

/ritzau/DPA

Dagens Gossip