Ledere og lærere: Drop skrappe eksamenskrav

Bliver folkeskolens afgangsprøver en stopprøve for at komme ind på ungdomsuddannelserne, så smider vi blot endnu flere svage elever af i svinget.

De siger skoleledere og skolelærere til VKO-partiernes udspil om strengere prøvekrav i folkeskolen.

Den blå blok gør det til et krav i de aktuelle skoleforhandlinger, at eleverne skal opnå mindst karakteren 2 i dansk og matematik ved prøven i 9. klasse for at komme ind på en ungdomsuddannelse.

- Det her vil ikke få de sidste elever med. De vil bare blive dømt yderligere ude. Dygtige elever kan man motivere med prøver og krav. Men det gælder ikke denne gruppe, siger Anders Balle.

- Mange af dem har det både svært fagligt og personligt. Løftede pegefingre har ingen effekt der.

- Til gengæld er der brug for bedre vejledning til den enkelte elev og for voksne tæt på, som kan være med til at strukturere dagligdagen, siger Anders Balle. Han mener, at politikerne i ekstrem grad forenkler nogle komplekse problemer, siger Balle.

Det samme mener Anders Bondo, lærernes formand.

- I stedet for at blive ved og ved at ændre på de ydre rammer omkring skolen, skulle vi i langt højere grad koncentrere kræfterne om det, der foregår i klasseværelset. Det handler om, at eleverne får den bedst mulige undervisning, siger Bondo.

18 procent af eleverne i 9. klasse eller cirka 12.700 elever klarede sig ved afgangsprøverne i 2011 dårligere end karakteren 2 i enten dansk eller matematik eller aflagde slet ikke prøve. Det viser tal fra Undervisningsministeriet.

- Vi skal klart sørge for, at flere elever læser godt, og at flere elever bliver stærkere til matematik. Men det gør man ikke med dumpeprøver.

- Resultaterne skal sikres gennem et langt skoleforløb og ikke ved, at der pludselig står en prøve og blinker rødt for enden af 9. klasse, siger Anders Bondo.

/ritzau/

Dagens Gossip