Ledere: Udlændinge vinder på kvalifikationer

I en ny rundspørge til medlemmer hos fagforeningen Lederne forklarer ansættelsescheferne i virksomhederne nu hvorfor: De har bedre kompetencer end danskerne og er samtidig mere konkurrencedygtige på lønnen, skriver Berlingske.

Ledere fra lidt over 1.100 private virksomheder i forskellige brancher har svaret, og i alt forventer 128 af dem, at deres virksomheder vil forsøge at ansætte flere udlændinge i løbet af det kommende halve år. Det svarer til omkring hver tiende virksomhed, og fagforeningen vurderer selv, at undersøgelsen er repræsentativ for alle deres medlemmer. Det betyder i givet fald, at 11.000 virksomheder regner med at ansætte udlændinge i løbet af de næste seks måneder.

Over halvdelen af dem angiver, at udlændingene vinder på bedre kvalifikationer end danskerne, mens 42 procent samtidig svarer, at udlændingene kan det samme som danskere, men til en lavere pris.

»Det var overraskende for os, at vi i en krisetid har så mange virksomheder der vælger udlændinge frem for ledige danskere. Det er ikke kun et spørgsmål om at konkurrere på lønninger, men også om at udlændingene simpelthen er dygtigere end os på nogle områder,« siger formand Svend Askær.

Han fortæller, at tilstrømningen af udlændinge især sker på lavtlønsområdet, da der er flere lavtuddannede, som kommer hertil, end der er lavtuddannede danskere, der rejser ud.

Vi kan helt tydeligt se, at vores medlemmer, der tjener omkring 50.000 kroner om måneden, i stigende grad søger til Norge, fordi de mister en relativ stor del af deres indtægt ved at komme på dagpenge. Men de fag- og ufaglærte, som tjener mindre, har ikke et lige så stort incitament til at søge uden for landets grænser, fordi de ikke mister lige så meget i indkomst ved at komme på dagpenge,« siger han. Han forventer samtidig, at tendensen vil fortsætte, så endnu flere udlændinge vil komme til Danmark. Det vil både være ufaglærte, men i høj grad også arbejdsindvandrere, som har en uddannelse, der svarer til mere end en faglært. Eksempelvis IT-medarbejdere eller udlændinge med særlige tekniske kvalifikationer.

»Mange andre europæiske lande er blevet meget mobile under krisen. Vi ser eksempelvis en stor udvandring fra det kriseramte Sydeuropa, hvor folk søger til Nordeuropa for at arbejde. Det vil på sigt skabe en ubalance, hvis ikke danskerne samlet set bliver bedre til at rejse ud,« siger han.

Dagens Gossip