Lederen for Syriens militærpoliti hopper af

En prominent militærmand melder sig som afhopper fra det syriske regime.

Det er lederen for Syriens militærpoliti, general Abdelaziz Jassim al-Shalal.

- Jeg er general Abdelaziz Jassim al-Shalal, lederen af militærpolitiet. Jeg er hoppet af, fordi militæret er veget væk fra sin primære opgave med at beskytte befolkningen og er blevet omdannet til bander, der dræber og ødelægger, siger han i en video, der er lagt ud på YouTube.

En syrisk sikkerhedskilde bekræfter, at generalen er hoppet af.

- Shalal er hoppet af, men han stod over for pensionering om en måned, og han er kun hoppet af for at spille helt, siger kilden.

Afhopningen er ikke den vigtigste, der er sket under den 21 måneder lange krig mellem præsident Basha Al-Assads regime og oprørerne, men den kan være med til at sænke moralen hos de syriske soldater.

Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder overstiger tallet af dræbte i konflikten 45.000.

- Sammenlagt har vi dokumentation for 45.048 døde, siger lederen for organisationen, Rami Abdel Rahman.

Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder benytter sig af et netværk af læger og aktivister til at indsamle dokumentation.

På grund af krigen er det svært at efterprøve oplysningen.

2. juledag melder oppositionen mindst 20 mennesker dræbt efter et syrisk bombardement af en landsby i provinsen al-Qahtania.

Oplysningen gives i en video, der er lagt på internettet.

Her kan man se blodige menneskekroppe, der er lagt ud på en række, mens man hører grædende landsbybeboere i baggrunden.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip

Dagens TV