Ledig Ove Pedersen er skeptisk overfor ny Superliga

Skrevet af admin

08/06/2015

Mest læste i dag

Ove Pedersen har netop afsluttet sæsonen i Alka Superligaen med OB, og står derfor snart uden job.

Den rutinerede cheftræner er endnu ikke klar over, hvad fremtiden bringer, og dette skyldes blandt andet, at dansk fodbold muligvis står overfor strukturændringer.

- Jeg har været meget tøvende i forhold til Danmark, fordi der formentligt kommer en ny turneringsstruktur. Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke er kærester med en slutspilsmodel, der kun er god for de seks øverste hold.

- Esbjerg, AGF og Randers har oplevet nedrykning de seneste år, og nu er folk så naive at tro, at de alle kommer i top-seks. Det, der bliver vanvittigt, er, når de store klubber ikke ender blandt de seks bedste.

- Så vil jeg gerne se, hvad det gør for tilskuertallene, sponsorerne og dansk fodbold som helhed. Hvis jeg siger ja til et dansk job lige nu, så ved jeg ikke, hvad opgaven er på grund af ændringerne, og det vil jeg gerne vide på forhånd, siger Ove Pedersen.

Han erkender dog, at han ikke kan tillade sig at udelukke noget.

- Jeg vil ikke lukke nogen døre og afvise noget. Jeg foretrækker dog en straight turneringsmodel, som vi har nu. Udgangspunktet er, at jeg vil fortsætte som træner, siger Ove Pedersen.

En ting ligger dog fast, og det er, at 60-årige Ove Pedersen ikke har tænkt sig at gå på pension. Han kigger derfor også udenfor landets grænser i bestræbelserne på et nyt job.

- Jeg har nogle ting i gang og nogle bolde i luften. Så sent som i fredags havde jeg en mulighed i udlandet, men jeg har ikke hørt noget siden da, så det er nok dårlige tegn, lyder det.

Ove Pedersen har været cheftræner i FC Midtjylland, Esbjerg, AGF, FC Vestsjælland og OB. Ligeledes har han været U17-landstræner i Qatar.

/ritzau/