Ledige danskere vil plukke jordbær

Mens en rundringning til landets største jordbæravlere sidste år viste, at al plukkearbejdet blev udført af udlændinge, har Workindenmark ifølge direktør Berith Findstrup Madsen i år modtaget CVer fra 180 personer i Danmark.

Samtidig kan Ruths Hotel i Skagen i år besætte alle seks sæsonjob som stuepiger med danskere, mens de sidste år ikke havde en eneste dansk ansøger. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

»Vores medlemmer fortæller, at dagpengemodtagerne begynder at vise en helt anden interesse i takt med, at deres udfaldsdato nærmer sig,« siger Johnny Ulff Larsen, direktør i de grønne erhverv, GLS-A, til avisen. Han er dog bekymret for, om de langtidsledige igen mister interessen for sæsonjobbene, efter at regeringen og Enhedslisten netop har garanteret en arbejdsmarkedsydelse til de udfaldstruede dagpengemodtagere.

Ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten glæder beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) sig over udviklingen, mens Venstres arbejdsmarkedsordfører, Ulla Tørnæs (V), mener, at der med cirka 160.000 ledige burde være langt flere ansøgere til jobbene.

Dagens Gossip

Dagens TV