Ledige vil gerne arbejde for kontanthjælpen

Det viser en ny undersøgelse, som Analyse Danmark har lavet for Ugebrevet A4.

Seks ud af ti af de ledige er villige til at arbejde for kontanthjælpen i såkaldte nyttejob. Men ved oprydning i hundeindhegninger sætter to ud af tre ledige altså grænsen.

3.604 har besvaret undersøgelsen. 416 af de adspurgte i undersøgelsen er enten ledige, eller også har de været det inden for det seneste halve år.

Mens kun en tredjedel af de arbejdsløse er klar til at samle hundelorte op, er over halvdelen af den samlede befolkning klar til at sende dem ud på netop den opgave, skriver Ugebrevet A4.

Danskernes opbakning til nyttejob til ledige skyldes blandt andet, at politikerne har formået at sælge idéen til befolkningen, mener lektor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Thomas Bredgaard.

»Det er hele den offentlige debat over det seneste halvandet år om Dovne Robert og Fattig-Carina, der har galvaniseret befolkningen i forhold til, at det kun er ret og rimeligt, at vi stiller nogle krav til kontanthjælpsmodtagere,« siger han til Ugebrevet A4.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) advarer mod såkaldt jobsnobberi.

»Jeg vil ikke på forhånd udelukke jobfunktioner fra nyttejobbene, for der er i min optik ikke nogen job, som ikke er gode job. Det vigtige for mig, når man beder folk om at arbejde for deres ydelse, er, at det skal være meningsfyldt, og det skal have en nytteværdi. Og det, der har en nytteværdi, er nu en gang de funktioner, der er i et samfund,« siger hun.

Mette Frederiksen har for nylig fået politisk opbakning til to tiltag for ledige, der træder i kraft efter nytår: En reform af kontanthjælpen og en ny indsats for dem, der mister deres dagpenge.

Tiltagene betyder, at tusindvis af ledige vil blive sendt i nyttejob.

Antallet af ledige i nyttejob kan ifølge et skøn fra Beskæftigelsesministeriet i løbet af 2014 løbe op i 20.000, skriver Ugebrevet A4.

Dagens Gossip