Ledigheden er på det laveste niveau i fire år

Bruttoledigheden faldt fra november til december med 2300 og er nu på 148.200 personer. Det svarer til 5,6 procent af arbejdsstyrken, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Dermed er ledigheden på det laveste niveau i fire år. Chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) Erik Bjørsted kalder det en glædelig overraskelse, men drysser også lidt malurt i bægeret.

- Faldet kommer sandsynligvis på en lidt dyster baggrund i form af efterdønningerne af stormene Bodil og Allan. Derudover kan den forholdsvis milde vinter i december have gjort en øget aktivitet mulig.

- I løbet af 2013 har der som helhed været en aftagende tendens i arbejdsløshedskøen, som dog formentlig i stort omfang skyldtes udfaldet af dagpengesystemet, siger Erik Børsted i en skriftlig kommentar.

Udfaldet af dagpengesystemet er aftaget de seneste måneder. Fremadrettet tyder meget på, at arbejdsmarkedet reelt er på vej mod bedre tider.

- De seneste måneder er der for eksempel slået flere stillinger op, boligmarkedet har lagt bunden bag sig, og forbrugertilliden er fortsat pæn, hvorfor der også er begrundet håb om, at der i 2014 kommer mere gang i det private forbrug, og dermed vil der blive skabt flere job, siger Erik Bjørsted fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV