Ledigheden er på laveste niveau i godt fire år

Skrevet af admin

27/02/2014

Dagens topnyheder

Bruttoledigheden faldt fra december til januar med 6000 og landede på 142.800 personer. Det svarer til 5,4 procent af arbejdsstyrken, hvilket er det laveste niveau siden august 2009, oplyser Danmarks Statistik.

Flere analytikere fastslår imidlertid, at der ikke er grund til at kaste armene for langt op over hovedet.

Chefanalytiker i Nykredit Tore Stramer peger blandt andet på det ekstraordinære oprydningsarbejde efter orkanerne Bodil og Allan som en af årsagerne til, at ledigheden er faldet.

- Dertil kommer, at ledigheden ligeledes trækkes kunstigt ned af forkortelsen af dagpengeperioden, og at mange unge er overgået fra kontanthjælp til uddannelseshjælp, siger han.

Trods det, at tallene maler et for lyst billede af virkeligheden, vurderer Tore Stramer alligevel, at arbejdsmarkedet er i bedring.

- Vi forventer en fremgang i beskæftigelsen på i omegnen af 10.000-15.000 personer i år og et næsten tilsvarende fald i ledigheden. Det er dog fortsat i og omkring de store byer, at fremgangen vil være mest tydelig og særlig inden for servicebranchen, siger han.

Chefanalytiker Erik Bjørsted fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kalder også torsdagens tal usikre og fastslår, at de skal fortolkes varsomt.

- Kontanthjælpsreformen betyder nemlig, at mange kontanthjælpsmodtagere - herunder specielt de unge - kan have skiftet kategori og nu behandles anderledes i statistikken, siger han og tilføjer:

- Hvad vej vinden i øjeblikket blæser for det danske arbejdsmarked, ved vi derfor reelt først, når vi får tal for beskæftigelsen.

Antallet af nye jobannoncer på Jobindex kan dog tyde på en svag medvind på jobmarkedet, påpeger Erik Bjørsted.

Fremfor at juble over tallene peger Nordeas cheføkonom, Helge Pedersen, ligeledes på de politiske reformer af dagpenge- og kontanthjælpssystemet som årsag til det markante fald.

- Samtidig skal det bemærkes, at der er rigtig mange ledige, som af den ene eller anden årsag ikke er arbejdsmarkedsparate, siger han.

Hvis den gruppe af ledige tælles med, vil antallet af arbejdsløse lande på omkring 255.000, vurderer cheføkonomen.

/ritzau/