Ledigheden falder fortsat trods sløj vækst

Skrevet af admin

04/04/2016

Dagens topnyheder

De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at ledigheden fortsat er på retur.

Bruttoledigheden, ledigheden i Danmark målt på fuldtidsjob og for voksne, faldt med 1700 i februar til 114.600 personer. Det giver en bruttoledighed på 4,3 procent, hvilket er det laveste niveau i syv år.

- 4,3 procent er bestemt ikke høj arbejdsløshed historisk set. Fremgangen på arbejdsmarkedet fortsatte altså i februar.

- Dermed ser det ud til, at jobopsvinget kan fejre tre-års fødselsdag i denne måned, idet beskæftigelsen har været stort set konstant stigende siden april 2013, skriver cheføkonom hos Danske Bank Las Olsen i en kommentar.

Ledigheden er faldet fra 5,4 procent i februar 2015.

Ledigheden falder, og beskæftigelsen stiger, på trods af, at den økonomiske vækst i Danmark er meget lav og forventes at blive det. Den sløje økonomiske vækst giver ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd bekymring for, om den lave ledighed kan fortsætte.

- Det er positivt at arbejdsløsheden er faldet. Der er dog en reel risiko for, at den sløje vækst dansk økonomi igennem længere tid har oplevet, kan bremse jobfremgangen i år.

- Dermed kan vi være på vej mod en periode, hvor arbejdsløsheden ikke kommer til at falde så markant og måske flader mere ud, skriver cheføkonomen hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Erik Bjørksted.

Skeler man til nettoledigheden, så er den faldet med 2300 personer i februar til 93.200 personer.

/ritzau/