Ledigheden falder i USA - men færre nye job

Skrevet af admin

04/09/2015

Dagens topnyheder

Ledigheden i USA er faldet til 5,1 procent, men der er skabt færre nye job end ventet.

Uden for landbruget blev der i august skabt 173.000 nye job mod en forventning på 217.000.

Det viser den seneste amerikanske beskæftigelsesrapport.

Tallene er langt svagere end ventet, da der blandt økonomerne var forudset en stigning på 217.000 nye arbejdspladser.

Det dæmper udsigten til, at der kan komme en renteforhøjelse senere på måneden.

Tallet for juli er dog blevet opjusteret fra 215.000 til 245.000 job.

Målt på beskæftigelsesudviklingen er der tale om en halvsvag arbejdsmarkedsrapport, mener Steen Bocian, der er cheføkonom i Danske Bank.

- Kigger man på den private sektor, så blev der dog klart skabt færre arbejdspladser end ventet, og der var decideret tilbagegang i beskæftigelsen i industrien, påpeger han.

Men rapporten er en blandet pose bolsjer, mener Bocian. Hvor beskæftigelsesudviklingen skuffede lidt, så faldt ledigheden til gengæld fra 5,3 procent til 5,1 procent, hvilket er det laveste niveau siden finanskrisen.

Økonomerne havde ventet et fald i arbejdsløsheden til 5,2 procent.

Dagens tal rykker ikke ved, at Danske Bank forventer, at amerikanerne mod slutningen af året kan forventes at sætte renten op.

- Vi har nu efterhånden længe set fremgang og jobskabelse i amerikansk økonomi, og dermed bliver det også aktuelt, at diskutere hvordan man undgår en ubalanceret fremgang i økonomien, skriver Steen Bocian.

- Vi venter helt konkret, at den amerikanske centralbank vil hæve renten for første gang til december - tidligere vurderede vi, at det allerede ville kunne komme i spil i september, men den seneste måneds globale finansielle uro gør, at det er mere sandsynligt, at centralbanken venter at se tiden en smule an, tilføjer han.

/ritzau/