Ledigheden i 2015 blev den laveste i syv år

Skrevet af admin

28/01/2016

Dagens topnyheder

Antallet af ledige på det danske arbejdsmarked svandt så meget ind i løbet af 2015, at ledigheden blev den laveste siden 2008.

- Den gennemsnitlige bruttoledighedsprocent lå i 2015 på 4,7 procent, hvilket er det laveste niveau siden 2008, hvor bruttoledighedsprocenten var 2,7 procent, skriver Mikael Olai Milhøj, analytiker i Danske Bank, på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

- Målt i antallet af personer har ledigheden kun været lavere fra januar 2007 til og med april 2009. Vurderet ud fra arbejdsmarkedet er der altså ikke tvivl om, at det går bedre i dansk økonomi, og at den værste krisetid er ovre, skriver analytikeren.

Fra november til december steg bruttoledigheden dog en lille smule med 100 fuldtidspersoner, hvilket gav i alt 119.900 bruttoledige i december.

Den lille stigning må være en enlig svale i et arbejdsmarked, der ellers viser tegn på fremgang, siger Mette Hørdum Larsen, økonom i LO, i en kommentar.

- Siden den seneste top i midten af 2012 og frem mod udgangen af 2015 er arbejdsløsheden faldet med knap 45.000 personer, siger Mette Hørdum Larsen.

Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er det dog gået lidt langsomt med at få ledigheden i bund i 2015.

- Samlet faldt arbejdsløsheden således kun med 9200 fuldtidspersoner i 2015, eller hvad der svarer til cirka 768 personer om måneden.

- Til sammenligning voksede arbejdsløsheden i gennemsnit med cirka 4000 personer om måneden under krisens to første år, skriver cheføkonom Erik Bjørsted i en kommentar.

Han forklarer det med, at der samtidig er blevet flere aktivt jobsøgende på arbejdsmarkedet.

- Det betyder dog også omvendt, at opsvinget kan køre længere på literen, og at vi ikke så hurtigt løber tør for arbejdskraft, skriver han.

Den præmis er cheføkonom Mads Lundby Hansen fra den liberale tænketank Cepos dog umiddelbart ikke med på. For med ledighedens seneste udvikling nærmer vi os grænsen for, hvornår virksomhederne begynder at mangle hænder, siger han.

- I det perspektiv bør politikerne ved trepartsforhandlingerne og skattereformen i 2016 levere tiltag, der udvider arbejdsudbuddet.

- Vi skal undgå at komme i en situation som i nullerne, hvor danske virksomheder i stor udstrækning måtte takke nej til ordrer, fordi de ikke kunne besætte ledige stillinger, skriver Mads Lundby Hansen i en kommentar.

/ritzau/