Ledigheden på sit laveste i over tre år

Ledigheden faldt fra februar til marts med 2300 personer og ligger nu på 154.900. Der er nu 5,8 procent ledige, viser tal fra Danmarks Statistik.

Og med faldet kommer en ny positiv rekord - ledigheden er den laveste siden december 2009, viser tallene.

Og set over en længere periode har ledigheden ligget meget stabilt. Siden januar 2010 har ledigheden ligget mellem 5,9 og 6,2 procent af arbejdsstyrken.

De 25-29-åriges ledighed er faldet mest den seneste måned. De unges ledighed er faldet med 0,2 procentpoint, viser tallene.

Og for aldersgrupperne 16-24-årige, de 30-39-årige og de 50-59-årige er ledigheden faldet med 0,1 procentpoint. Det er dog stadig de 25-29-årige, der står med den højeste ledighed. Her er 9,4 procent ledige.

Cheføkonom i Nordea Helge J. Pedersen siger, at forklaringen på den faldende ledighed måske skal findes i, at flere trækker sig ud af arbejdsmarkedet i denne tid.

- Der bliver flere nye ledige, mens antallet af jobklare aktiverede falder. Det sidste kan resultere i, at de også træder ud af arbejdsstyrken, ligesom de unge bliver længere tid i uddannelsessystemet, fordi det er svært at få et job for tide, siger han.

I Nordea forventer man, at der først i løbet af 2. halvår vil blive skabt så meget fremgang i økonomien, at arbejdsløsheden langsomt vil begynde at falde mod slutningen af året.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV