Legen skal flyde i danske havne de næste fem år

Legen, bevægelsen og kreativiteten skal sprudle - og det skal ske med de danske havne som kulisse, mener Gerlev Legepark, som er tilknyttet Gerlev Idrætshøjskole og Lauritzen Fonden.

De to har indgået et samarbejde, der skal fremme leg, stimulere bevægelsesglæde, danne fællesskaber og skabe kreativitet i havnene rundt om i landet.

Projektet kaldes Legeskib og løber over fem år, hvor et skib sejler rundt til danske havnebyer ladet med oplevelser for at inspirere til en forandring af de danske havnebyers blå rum.

- Legen er en katalysator for sundhed, velvære, dannelse og kultur. Derudover udnytter vi et historisk og kulturelt frirum i byen, der ikke har været fokus på længe nemlig havneområderne. Det er et kulturelt projekt med socialt og maritimt fokus og kunne ikke lægge sig tættere op ad vores målsætning, siger Jens Ditlev Lauritzen, der er formand for Lauritzen Fonden.

Mange havnearealer i danske byer ligger ubenyttet hen, og mange kommuner prøver at skabe attraktive bolig- og leverum ved vandet.

Skibet skal både fungere som et kulturskib, et skib for fysisk aktivitet i bred forstand og et skib for leg, fællesskab og dannelse, som skal aktivere alle aldersgrupper på nye måder og skabe en langtidseffekt i de byer, der får besøg af skibet, lyder det fra samarbejdspartnerne.

Lauritzen Fonden støtter projektet med et tocifret millionbeløb, og samarbejdet er ifølge parterne det største i Danmark mellem en idrætshøjskole og en fond omkring udvikling af vores bevægelses- og legekultur.

Projektet bliver fulgt tæt af Syddansk Universitet, der samler viden ind om projektet. Universitetet arbejder allerede sammen med legeparken i projekter, der undersøger, hvordan mennesker kan bruge legen i forskellige sammenhænge.

Legeskibet bygger på erfaringer fra Gerlev Legepark, der i næste uge udnævnes til et europæisk udviklingscenter for leg og legeudvikling af den globale idrætsorganisation Tafisa.

Legeparken bliver dermed det tredje center i verden og det eneste i Europa, idet de to andre ligger henholdsvis i Sydkorea og i Indien.

/ritzau/

Dagens Gossip