Legendarisk guitarist trækker stikket i AC/DC

Brødrene Young dannede i 1973 bandet AC/DC, som efterfølgende har opnået status som et af vor tids mest indflydelsesrige rockbands.

Men nu stopper en af brødrene, den 61-årige andenguitarist Malcolm Young, sin musikkarriere, fordi hans helbred ikke længere kan holde til livet som rockstjerne. Tidligere i år annoncerede bandet på deres hjemmeside, at Young ville tage en pause fra AC/DC, men nu står det klart, at han ikke vender tilbage.

- På grund af alvorligheden af Malcoms sygdom kommer han ikke til at vende tilbage til bandet. Set i lyset af denne nyhed beder vi om, Malcolm og hans families privatliv respekteres, skriver bandet på deres officielle hjemmeside.

Selv om endnu et af det ikoniske rockbands oprindelige medlemmer nu ikke længere kan give den gas på scenen, betyder det ikke, at AC/DC stopper med at lave musik. Stevie Young, som er nevø til Malcolm Young, overtager nemlig hans plads, når rockmusikerne i 2015 drager på verdensturné.

Den 2. december udgiver AC/DC et nyt album, som får titlen "Rock or Bust". Det er heavyrockernes første udgivelse siden 2008-albummet "Black Ice", og det er deres første album nogensinde uden Malcolm Young.

Newspaq

Dagens Gossip