Legendarisk Olsen Banden-bygning er reddet

Det vakte opsigt, da DSB meddlete, at de ville rive et tidligere kontroltårn ned, der er kendt som 'det gule palæ'.

For selvom kontroltårnet ikke længere er i brug, så er det berømt og elsket af tusindvis af danskere, fordi det havde en hovedrolle i filmen 'Olsen Banden kører af sporet' fra 1975.

Og udsigten til en nedrivning fik Olsen Bandens fanklub til at gå ind i kampen for at redde bygningen, hvilket nu er lykkedes, oplyser de i en pressemeddelelse. 

Det er A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal, der har doneret en million kroner til fanklubbens arbejde med at redde bygningen.

Planen er at flytte Det Gule Palæ fra København til Gedser remise, hvor det skal renoveres og være minimuseum for Olsen Banden-fans og togentusiaster, hvilket sammenlagt koster 1.3 millioner kroner.

Pengene er dog stadig ikke helt nok til at realisere projektet, men ifølge fanklubben er donationen så stor, at det nu er så god som sikkert, det kan realiseres.

- Dermed kan flytningen nu realiseres og tårnet sikres fra nedrivning, hvilket er helt fantastisk, skriver formanden for Olsen Banden Fanklub Danmark, Rune Holm Clausen, i en pressemeddelelse.

Banedanmark der ejer bygningen og grunden havde givet en frist til 2015 for at fjerne bygningen, de ellers ville rive ned, men med donationen forlænger de fristen til 2016. 

Planen er nu, at tårnet skal flyttes i sommeren 2016.

- Det bliver en historisk begivenhed til glæde for såvel togentusiaster som danske og tyske Olsen Banden fans, lyder det fra fanklubbens formand, der kun har oplevet stor opbakning til projektet.

- Vi har kun modtaget positive tilkendegivelser fra alle fronter. Særligt fra Morten Grunwald, Ove Verner Hansen og Jes Holtsø samt Nordisk Film har der været stor opbakning til projektet, der dermed bevarer en af dansk filmskats største filmklenodier.

Flytningen er i dag et projekt i samarbejde mellem den danske og tyske Olsen Banden Fanklub samt foreningen for bevarelsen af Det Gule Palæ.

 

Dagens Gossip