Legendarisk sanger er hasteindlagt i Los Angeles

Den legendariske canadiske sanger og sangskriver Joni Mitchell blev tirsdag hasteindlagt på en intensivafdeling på et hospital i Los Angeles, efter at hun var faldet i sit hjem i den amerikanske storby.

På den officielle Twitter-profil for den canadiske musiker bliver indlæggelsen bekræftet.

- Joni er for øjeblikket indlagt på en intensivafdeling i Los Angeles, men hun er ved bevidsthed og ved godt mod. Vi opdaterer løbende, hedder det.

Ifølge det amerikanske internetmagasin TMZ kom en lægeambulance med udrykning til sangerens hjem i den velhavende bydel Bel Air efter et alarmopkald. Mitchell blev angiveligt bragt til hospitalet med udrykning.

En talsperson for ambulancetjenesten siger, at indlæggelsen skete i al hast, men vil ikke kommentere sangerens tilstand.

Mitchell har røget hele sit liv, og hun har sagt, at "seks årtier med tobak har frarøvet mig min stemme."

Joni Mitchell blev født i 1943 og debuterede i 1968 med albummet "Song To A Seagull", som præsenterede et folk-orienteret, akustisk udtryk.

Blandt Joni Mitchells mest kendte sange er "Both Sides, Now" (1969), "Big Yellow Taxi" (1970), "Woodstock" (1970), "California" (1971), "River" (1971), "A Case Of You" (1971), "Help Me" (1974), "Free Man In Paris" (1974), "Chinese Café/Unchained Melody" (1984), "Come In From The Cold" (1991) og "Sex Kills" (1994).

Mitchell, der blandt andet har modtaget otte Grammys, har gennem flere årtier også virket som billedkunstner.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip