Legendarisk Se og Hør-chef er død

Skrevet af admin

05/01/2014

Mest læste i dag

Mogens E. Pedersen, der var chefredaktør for ugebladet Se og Hør fra 1970 til 1997, er død i en alder af 85 år, skriver Se og Hør.

Det var med Mogens E. Pedersen, kendt under sit journalist-alias Mep, i spidsen, at Se og Hør oplevede sin storhedstid.

Mediehuset Aller hyrede ham i 1970 for at komme de dårlige opslagstal hos Se og Hør til livs. Og det må man sige lykkedes for ham.

Da han første gang satte sig i chefstolen var oplaget på 120.000. Da han stoppede i 1997, var oplaget på 340.000 eksemplarer.

Det var især den pågående stil, som ugebladet også er kendt for i dag, som han forfinede og gjorde til bladets særkende.

Nytårsaften blev Mogens E. Pedersen dårlig, og natten til søndag sov han ind, skriver Se og Hør.

Igennem hele sin tid hos Se og Hør har han prøvet grænser af hos både skuespillere og mediefolk.

Historier om sex, skilsmisser, bryllupper og død var fast forsidestof, og de vovede historier var ikke uden øretæver.

Der blev rejst hele 70 retssager mod sladderkongen igennem hans 27 år hos bladet. Nogle sager vandt han, mens andre var til de forurettedes fordel.

Dog var han af den holdning, at utroskab ikke hører hjemme på forsiden af sladderbladet.

I 1997 udgav han bogen "Ærligt talt" om sine erindringer fra hans tid som murerlærling til hans succesfulde karriere hos Se og Hør.

Før Mogens E. Pedersen blev til Danmarks bladslyngel, var han murerlærling igennem 1940'erne og var med til at genopbygge Nordnorge efter Anden Verdenskrig.

Hans journalistiske karriere startede på Sorø Amtstidendes lokalredaktion i Korsør. Siden blev det til Sjællands Tidende og efterfølgende Berlingske Tidende i 1966, inden han blev snuppet af Aller, hvor han også var med til at starte Ugens Rapport.

/ritzau/