Legendarisk talkshow-vært overlader tronen

Skrevet af admin

07/02/2014

Mest læste i dag

Et af USA's store talkshow-ikoner, Jay Leno, satte torsdag aften en stopper for sin 22 år lange karriere som frontfigur på tv-stationens NBC's "The Tonight Show".

- Jeg ønsker at sige tak. I har været utrolige, sagde den 63-årige Leno til sine fans i et følelsesladet farvel i sin sidste udsendelse.

- Jeg er den heldigste fyr i hele verden. Jeg fik lov at møde præsidenter, astronauter, filmstjerner. Det har været fantastisk, hed det videre i farveltalen fra Leno, som blandt andet havde komikeren og skuespilleren Billy Crystal i studiet.

Billy Crystal, der også var Lenos første gæst tilbage i maj 1992, anslog, at Leno har fortalt omkring 160.000 vittigheder gennem årene.

En række berømtheder var med til at sige farvel ved at synge et par strofer til Leno, blandt andre Oprah Winfrey og komedie-ikonet Carol Burnett.

- Jeg er her i anledning af dit sidste show. Hvad pokker, I kan høre mit Tarzan-hyl, sang den 80-årige Carol Burnett og hylede derefter.

Præsident Barack Obama, som også har været gæst i "Tonight Show" og mål for mange af Lenos vittigheder, sendte en videooptagelse, hvor han tilbød den afgående tv-vært en post som ny ambassadør på Antarktis.

- Håber du har en varm frakke, funnyman, sagde Obama.

Fra midten af februar bliver programmet sendt fra New York, hvor det også blev optaget, før det blev flyttet til Los Angeles i 1972, hvor den legendariske Johnny Carson var vært. Talkshowet begyndte i 1954.

Leno bliver afløst af den 39-årige komiker Jimmy Fallon.

Seertallene ligger på omkring 3,8 millioner. I 1969 havde Carson 45 millioner på en god aften.

/ritzau/