Legendariske tv-klovne føler sig taget ved næsen af DR

På en motorcykel med sidevogn blev Jan Kierulf og hans to kollegaer i kostumer til kendte ansigter på fjernsynsskærmen i 1989.

Her fik klovnetrioen Cirkus 3 deres helt store gennembrud, da de flere gange om ugen optrådte i små programmer på Danmarks Radio af tre-fem minutters varighed.

- Vi var næsten lige så populære som 'Bamses Billedbog' og 'Fredagsbio', siger i dag 63-årige Jan Kierulf til Dagens.dk.

De korte klovnerier blev over et par år vist omkring 200 gange i fjernsynet i forbindelse med 'Fjernsyn for dig', og mange danskere kan sikkert stadig huske, hvordan den kridhvide Alfredo løb arrigt efter sine to rødnæsede kompagnoner, Charlie og Binalto, der muntert kørte væk på motorcyklen.

I 26 år har Jan Kierulf levet af at være fuldtidsklovn, men der er ikke meget at smile af med den røde mund, da Dagens.dk kontakter ham for at høre om de gamle udsendelser fra DR.

- Vi ligger i en kælder ude hos DR til spot og skam, så ingen mennesker har glæde af programmerne, siger Jan Kierulf.

Sammen med kollegaen Bo Bjerregaard laver Jan Kierulf omkring 150 klovneforestillinger hvert år, når de sammen optræder som duoen Charlie og Binalto – den hvide klovn er ikke længere med i Cirkus 3. 

Jan Kierulf og Bo Bjerregaard vil gerne bruge de gamle tv-optagelser til at markedsføre deres lille klovneforretning, men sådan spiller klaveret ikke ude hos den licensfinansierede medievirksomhed.

- Når de nu ikke viser vores små klovnerier, så vil vi gerne købe rettighederne til optagelserne, men det må vi ikke, siger Jan Kierulf.

Læs også: Lars mistede job og bolig ved at redde hunden Thor: ‘Jeg vil ikke kalde mig selv en klovn’

Da DR ikke kunne give klovnene lov til at købe rettighederne, ville Jan Kierulf og hans kollega gerne have en digital kopi af de i alt otte små programmer til privat brug.

- Vi vil gerne have mulighed for at vise udsendelserne til vores familie, siger Jan Kierulf og forklarer, at DR i første omgang havde svært ved at opstøve de gamle bånd i arkiverne.

Det lykkedes dog DR at finde og overspille syv af de i alt otte korte udsendelser på to DVD-skiver, hvilket klovnene måtte betale 6.000 kroner for at få fingrene i.

Helene Aurø er salgs- og marketingchef hos DR, og hun forklarer prisen for de to DVD'er således:

- Når det koster nogle penge at købe egne eksemplarer, handler det selvfølgelig om, at vi skal have folk siddende til at søge materialerne frem, klippe i dem, digitalisere og overføre dem, siger Helene Aurø.

Den høje pris for en digital kopi og de manglende muligheder for at bruge optagelserne i markedsføring af Cirkus 3 ærgrer Jan Kierulf.

- Vi gav dem rettighederne, for ellers var vi aldrig blevet vist i fjernsynet. Dengang kom bare vi ind fra gaden, og så havde Danmarks Radio sat et par kameraer op, der filmede vores forestilling, hvilket vi fik 7.000 kroner for, siger Jan Kierulf og fortsætter:

- Den klassiske klovn er i dag en uddøende race, og derfor har DR en kulturarv liggende i deres kælder, men de støtter ikke en eksponering af den. Børn i dag ville også blive glade for at se det. Vi kan jo se, hvor begejstrede der er, når vi optræder rundtomkring i Danmark.

Følg Dagens Gossip for flere lignende artikler:

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV