Legenden Jágr sætter milepæl i NHL-sejr over Ehlers

Skrevet af admin

21/02/2016

Mest læste i dag

Winnipeg Jets og Nikolaj Ehlers kom foran 1-0, men det var Jaromír Jágr og Florida Panthers, som endte med at vinde 3-1 i den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL.

Jagr, som blev 44 år i mandags, scorede to mål i kampen og blev dermed den tredje mest scorende spiller i NHL nogensinde.

Med to scoringer er Jagr nu oppe på 742 mål, og det betyder, at den tjekkiske legende overhaler Brett Hull, som ryger ned på fjerdepladsen.

- Det er fantastisk, men jeg tænker egentlig ikke over det for at være ærlig. Jeg har ikke spillet godt i et par kampe, så jeg ville bare sørge for at spille bedre denne gang, siger Jagr om milepælen til nhl.com.

Canadieren Wayne Gretzky er nummer et på listen med 894 mål, mens Gordie Howe på andenpladsen har nettet 801 gange.

Nikolaj Ehlers, der sidste søndag rundede 20 år dagen før Jagrs 44 års fødselsdag, var med i kampens første scoring efter et kvarter. Målet var dog lidt heldigt.

Et langskud fra Winnipeg-holdkammeraten Dustin Byfuglien strøg forbi den 20-årige danske rookie, der havde kæmpet sig frem til en god position inde foran mål.

Det forvirrede hjemmeholdets forsvar så meget, at Andrew Ladd kunne snitte pucken ind mellem benene på Floridas dygtige keeper Roberto Luongo.

Winnipegs smalle føring holdt kun indtil fem minutter inde i anden periode, hvor Jagr smart snittede pucken og udlignede til 1-1.

Med sit 20. mål i denne NHL-sæson stod Jagr også for scoringen til 3-1 med lidt over fire minutter tilbage af kampen. Det er Jagrs 19. sæson med 20 mål eller mere.

Det er blevet til 22 sæsoner og 1606 kampe i NHL for otte forskellige klubber for tjekken.

Jagr er den ældste aktive spiller i NHL, og han vandt Stanley Cup tilbage i 1991 og 1992 med Pittsburgh Penguins. I 1998 vandt Jagr OL-guld med Tjekkiet.

/ritzau/