Lego ansætter 800 i Tjekkiet

Der bliver føjet et par ekstra klodser til fabrikken i Kladno i Tjekkiet, når Lego endnu en gang har planer om at udvide produktionen i landet. Frem mod 2015 kan de nuværende 1.200 ansatte være øget til 2.000, takket være den vækst koncernen stadig oplever både globalt og i Europa.

»Den succes og vækst, Lego Koncernen oplever globalt og i Europa, har markant ændret behovet for kapacitet, når det gælder fremstilling og pakning af Lego produkter. Vi har brug for yderligere kapacitet for at følge den forventede efterspørgsel,« siger Carsten Rasmussen, som har ansvaret for Lego koncernens pakkerier i Europa, i en pressemeddelelse.

Gradvist vil Lego investere i produktionsudstyr og øge antallet af medarbejdere afhængig af efterspørgslen. Og det er ikke første gang fabrikken i Tjekkiet har vokseværk; den seneste udvidelse blev først færdiggjort for nylig, og i september 2012 var der planer for endnu en udvidelse og nu altså endnu en.

Udvidelsen kommer samtidig med, at Lego tilbage i februar annoncerede, at koncernen ville nedlægge op mod 380 stillinger i Billund frem mod 2014, da produktionen i høj grad flytter til udlandet som led i en strategi om at placere produktionsfabrikkerne nær kernemarkederne.

»De to ting falder sammen, men strategien for virksomheden er, at pakkeri og bearbejdning skal så tæt på kunderne som muligt. Vores kernemarkeder er i dag Europa, Nordamerika og i fremtiden også Asien,« siger Roar Rude Trangbæk, pressechef i Lego, til Berlingske Business og tilføjer:

»Ser vi på Europa, ligger kun mellem én og to procent af vores salg i Danmark, resten ligger længere mod syd og længere mod øst, hvor Tjekkiet er centralt placeret for produktionen.«

Der er endnu ikke blevet fyret nogen medarbejdere i Billund, og medarbejderne får arbejde andre steder i koncernen eller får hjælp til at finde nyt arbejde uden for Lego. Nyansættelserne vil kun foregå i Tjekkiet, da de er et resultatet af udvidelsen, som er baseret på fremtidig vækst, siger Roar Rude Trangbæk.

»Man kan ikke sige, vi lukker ned for så at udvide i Tjekkiet, det ville være misvisende,« siger han.

Den nye udvidelse er på 37.000 kvadratmeter, der består af pakkefaciliteter, produktion, administrative bygninger og et tredje højlager. Investeringer beløber sig til et to cifret millionbeløb i euro, og produktionen i de nye bygninger ventes at begynde i 2014, og den fulde udvidelse skal stå færdig i 2015.

Dagens Gossip