Lego-arvinger taber på fly og flåde

Underskuddet lyder på 27,5 millioner for produkttankskibene og på knap to millioner for familiens passagerfly for at være præcis, oplyser Kirk Kapitals administrerende direktør Bjarne Ammitzbøll til Børsen torsdag.

Han fortæller, at de svage fragtrater har givet de negative tal for flåden af skibe - fem produkttankskibe, som forvaltes af rederiet J. Lauritzen. Flyene, som i regnskabet er bogført til 802 millioner kroner, er især blevet ramt af den betalingsstandsning American Airlines gik i i 2011.

American Airlines er selskabets største kunde og rådede over 39 af de 43 fly Kirk Johansen ejer. Langt de fleste fly er i luften igen hos nye luftfartsselskaber, men opbremsningen kostede indtjeningen.

»De sidste fly fra American Airlines er kommet tilbage i nogle klumper her i foråret, og nu kommer de på værksted og skal have det store tjek. Jeg tør ikke love, at alle flyene bliver disponeret i år, men det er en efterspurgt flytype,« siger Bjarne Ammitzbøll til Børsen.

Trods tabene på investeringerne i mellem skyer og på bølger, har Kirk Kapital dog opnået et overskud på 313 millioner kroner før skat sidste år. Det skyldes især gode investeringer i børsnoterede aktier, unoterede aktier og obligationer.

Investeringsselskabet blev stiftet i 2007, hvor broderen Kjeld Kirk Johansen overtog legetøjsgiganten, mens søsteren Gunhild Kirk Johansen og hendes tre sønner fik en stor pose penge og oprettede Kirk Johansen A/S, som nu har en egenkapital på over fire milliarder, skriver Børsen.

Pengetanken rummer endda kun en del af Lego-familiens formue. Et ukendt milliardbeløb plejer sønnerne Casper, Morten og Anders Kirk Johansen i det schweiziske selskab Kirk Kapital AG, som har samme profil som søsterselskabet - dog uden flyene og skibene.

Ifølge regnskabet udbetaler Kirk Kapital i år 40 millioner kroner i udbytte til ejerfamilien, skriver Børsen.

 

Dagens Gossip