Lego-konge overlader mere magt i koncernen til sin søn

Skrevet af admin

28/04/2016

Mest læste i dag

Efter 30 år i spidsen for Lego overlader Kjeld Kirk Kristiansen nu en del af magten til sin 37-årige søn, Thomas Kirk Kristiansen, skriver finans.dk.

- Vi vil gerne have, at alle ejere i familien er gode ejere. Men i hver generation skal der være én ejer, der er mest aktiv - én der følger virksomheden tættere, siger Kjeld Kirk Kristiansen i et interview med finans.dk.

- Vi har i mange år lagt op til, at det bliver Thomas' rolle, og det er det, vi gør nu: Thomas og jeg bytter roller i både Lego A/S og i Lego Fonden, siger han.

Dermed bliver 37-årige Thomas Kirk Kristiansen næstformand bestyrelsen i Lego A/S, mens 68-årige Kjeld Kirk Kristiansen fortsætter som menigt bestyrelsesmedlem.

I Lego Fonden overtager Thomas Kirk Kristiansen posten som formand, mens Kjeld Kirk Kristiansen bliver næstformand.

Det ligger dog samtidig fast, at Kjeld Kirk Kristiansen reelt fortsat sidder på den allerøverste post, nemlig som bestyrelsesformand for Kirkbi, som ejer 75 procent af aktierne i Lego.

Thomas Kirk Kristiansen er fjerde generation i Lego-familien.

Han har en uddannelse som markedsføringsøkonom fra Aarhus Købmandsskole i 2004 og sidder nu som næstformand i bestyrelsen for Lego A/S og som formand for Lego Fonden og for Lego Juris, der har rettighederne til Lego-mærket.

Lego-dynastiets nye overhoved har to søstre, Sofie Kirk Kristiansen på 39 år og Agnete Kirk Thinggaard på 32 år. De vil begge være aktive andre steder i koncernen.

Kjeld Kirk Kristiansen, som er Danmarks rigeste mand, indtager en plads som nummer 65 over de rigeste mennesker i verden.

Det viste en ny opgørelse over verdens milliardærer i amerikanske dollar fra det amerikanske erhvervsmagasin Forbes i sidste måned.

Kirk Kristiansen er med sin formue på 13,1 milliarder dollar, svarende til næsten 90 milliarder kroner, den eneste dansker i top-100 over verdens dollarmilliardærer.

/ritzau/