Lego-manden får EU-Domstolens ord for at han er unik

Skrevet af admin

16/06/2015

Mest læste i dag

Legomanden kan ikke uden videre kopieres.

EU-Domstolen afviser med en dom tirsdag et forsøg fra den britiske legetøjsproducent Best Lock på at få underkendt varemærkebeskyttelsen af de små Lego-figurer, der kan klikkes sammen med hinanden og med andre Lego-elementer.

Best Lock laver sine egne figurer, som med knopper, hulrum og håndgreb også passer sammen med Legos produkter.

Virksomheden har udfordret Legos 15 år gamle varemærkebeskyttelse inden for EU ved at hævde, at figurernes udformning er nødvendig for at opnå et teknisk resultat.

Man kan ikke varemærkebeskytte udformninger, der er nødvendige for at opnå bestemte tekniske resultater.

Men domstolen afviser Best Locks centrale påstand med en vurdering af, at udformningen af figurerne alene giver dem menneskelige træk, og at de kan bruges af børn til leg.

Og det er altså ikke "tekniske resultater", som ville gøre, at de ikke kunne beskyttes.

Dermed godkender domstolen en tidligere afgørelse fra EU's harmoniseringskontor. Det glæder Lego.

- Vi er glade for, at retten har stadfæstet afgørelsen fra de to foregående instanser og at vores europæiske tredimensionale varemærke omfattende den verdenskendte Lego Minifigur hermed er fastholdt, siger underdirektør for Legos juridiske afdeling Peter Kjær i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Best Lock har flere gange tidligere udfordret Legos varemærkebeskyttelse blandt andet på de nationale markeder i USA og i Tyskland, der er blandt Legos største markeder.

Tirsdagens dom er første gang, EU-Domstolen forholder sig til varemærket på europæisk plan.

/ritzau/