Lego sender milliarder til Kirkbi-familien i stærkt år

Kirkbi A/S, der er Legos ejerfamilies pengetank, havde et forrygende 2015. Dermed kan selskabet igen notere sig et milliardoverskud og en pengekasse, der for længe siden har taget von Andske proportioner.

Samlet gav Kirkbi A/S et overskud på 13,4 milliarder kroner i 2015, et solidt hop fra de 10,8 milliarder, der kunne noteres sidste år.

- Det er et meget tilfredsstillende resultat, som især beror på Lego-koncernens fortsat høje vækst i 2015 oven på et i forvejen meget stærkt resultat i 2014.

- Desuden oplevede Merlin Entertainments plc fortsat vækst både i omsætningen og antal nye attraktioner, og vores investeringsportefølje leverede samtidig et solidt afkast, skriver administrerende direktør Søren Thorup Sørensen i pressemeddelelsen.

Merlin Entertainments ejer Legoland-parkerne, som Kirkbi får en del af overskuddet fra.

Med resultaterne fra 2015 steg egenkapitalen i Kirkbi til 56,3 milliarder kroner fra 45,2 milliarder kroner.

Det digitale erhvervsmedie Finans oplyser, at værdien er endnu højere, da Lego kun er værdisat til 10 milliarder kroner, men i realiteten er langt, langt mere værd.

Ejerskabet af Kirkbi er fordelt sådan, at Kjeld Kirk Kristiansen og hans tre børn hver ejer cirka en fjerdedel, men Kjeld Kirk Kristiansen sidder på kontrollen, idet han har langt over halvdelen af stemmerne.

/ritzau/

Dagens Gossip