Legoland fik sin første discountbutik

Fredag eftermiddag kunne Rema 1000's direktør Henrik Burkal klippe snoren over og erklære den første discountbutik i Legoland for åben. Den nye butik består af 33.300 Lego-elementer og ligger i miniformat blandt verdensberømte bygninger og hovedstæder.

Indvielsen tiltrak stor interesse fra parkens mange besøgende. Gennem dagen fejrede discountkæden åbningen af sin nye filial med goodie bags og konkurrencer til parkens gæster.

Rema 1000 har store forventninger til sin nyeste butik.

- Vi har vurderet, at placeringen i Miniland blandt alverdens hovedstæder og turistattraktioner vil sikre butikken et solidt og godt kundegrundlag. Under alle omstændigheder har vi i hvert fald fået en butik i en størrelse, som afspejler vores priser, siger en smilende Henrik Burkal, administrerende direktør i Rema 1000.

I forbindelse med åbningen placerede Henrik Burkal en købmand i supermarkedskædens uniform - bygget i Legoklodser - i spidsen for den nye butik.

Dagens Gossip