Legoland igen kåret til Nordens bedste temapark

Legoland i Billund er for andet år i træk kåret til svenskernes favorit temapark i Norden. Det betyder, at deres egen Astrid Lindgrens Verden igen må se sig slået af den danske familiepark.

Det er brugerne på det anerkendte, svenske familierejse site, www.barnsemester.se, der for andet år i træk har kåret Legoland til at være den bedste temapark i Norden, og på barnsemester.se er de ikke overraskede over, at den danske familiepark igen løber med sejren.

- Jeg tror, Legoland vinder igen i år, fordi parken helt unikt formår at rumme hele familien. Der er forlystelser for den mindste lillebror og rutschebaner til de lidt større og mere modige. Det er en stor oplevelse for alle aldre at se Lego modellerne rundt omkring i parken og i Miniland, og så sørger parken bare for, at hele familien har det godt, siger Jenny Forsberg fra barnsemester.se.

Legoland har netop skudt sæson 2013 i gang, og det er bestemt med stolthed over at bevare den fornemme titel.

- 40 procent af vores gæster kommer fra udlandet, og en stor del af dem er netop vores gode, svenske naboer. Derfor er det også en stor ære, at vores park i Danmark faktisk kan slå et svensk folkeklenodie, som Astrid Lindgrens Verden jo nærmest er - og så oven i købet for andet år i træk, siger Henrik Höhrmann, direktør i Legoland Billund.

Dagens Gossip